© Hillerød Kunstforening/Børge Klamer 2017

Kunsthuset Annaborg

 

Akvarelkursus med Marianne Gross

 

Fredag 1 november kl 13-17

Introduktion til at male frit og flydende i akvarel. For begyndere såvel som mere erfarne akvarelmalere. Du vil lære om teknikker og materialer samt hvordan du kan bruge pigmenternes karakteristika til at skabe forskellige udtryk. Du vil blive introduceret til at male vådt-i-vådt med meget vand, meget pigment og store pensler. Du vil også lære, hvordan du kan styre billedprocessen, og hvornår du skal slippe kontrollen og lade vandet og farverne arbejde for dig. En god introduktion til weekendens fordybende akvarelkursus, hvis ikke du har gået på kursus hos mig før, men også hvis du bare har lyst til at finde ud af, om denne måde at male akvarel på er noget for dig.

 

Lørdag 2 november + søndag 3 november kl 10-17 begge dage

Fordybelse og eksperimenterende for akvarelmalere med nogen erfaring samt dem, der har været på andre af mine kurser eller fredagens introduktionskursus. Denne gang vil vi dykke længere ned i akvarellens muligheder og forfine klassiske udtryksformer samt afprøve utraditionelle metoder, stadig med vægt på at arbejde let og flydende. Få øjnene op for mange nye muligheder og lær at bruge forskellige teknikker for at skabe et personligt udtryk. Regn med at blive kastet ud i øvelser og eksperimenter, der bringer dig væk fra din komfortzone – og tilbage igen. Der vil være grundige introduktioner og demonstrationer, individuel vejledning samt fælles gennemgang til gensidig inspiration. På dette kursus vil du få brug for store armbevægelser uanset billedernes størrelser.

Tilmeldingen til kurserne begynder i september. Følg med på hjemmesiden.